Dommerindstilling

ADIPA’s indstilling af sagkyndige dommere til de danske domstole


ADIPA’s praksis for indstilling af medlemmer til retternes lister over sagkyndige dommere:

ADIPA modtager via E-boks anmodning fra retterne om indstilling af patentkyndige sagkyndige dommere til en periode på fire år.

Bestyrelsen indstiller efter bestyrelsens skøn fagligt kvalificerede egentlige medlemmer, der som regel er europæiske patentagenter. Der indstilles som udgangspunkt medlemmer fra skønslisten, og der tages navnlig hensyn til retssagserfaring og teknisk fagområde. Det er ikke et krav for indstilling, at medlemmet er på skønslisten.

Bestyrelsen tager løbende imod forslag fra medlemmer om indstilling og hører typisk skønsudvalget inden indstilling.

Bestyrelsesmedlemmer er i udgangspunktet inhabile ved beslutning om indstilling af sig selv eller medlemmer fra eget firma.

Indstilling sker så vidt muligt under hensyntagen til rettens ønsker, herunder antal indstillede og tekniske fagområder, idet bestyrelsen for at undgå løbende ad hoc anmodninger evt. kan foreslå at indstille flere medlemmer, end retterne ønsker indstillet.

Det saglige hensyn til de sagkyndige dommeres kompetencer, erfaring og habilitet vejer tungere end bestyrelsens foreningspolitiske ønske om at tilgodese flest mulige firmaer. Hvis der anmodes om indstilling af to eller flere sagkyndige dommere inden for samme teknikområde, er det dog som regel mest hensigtsmæssigt, hvis bestyrelsen indstiller medlemmer fra forskellige firmaer, idet medlemmer fra samme firma som udgangspunkt vil være inhabile, hvis det ene medlem er inhabilt. Hvis bestyrelsen skønner, at to eller flere medlemmer fra forskellige firmaer er ligeværdige med hensyn til kompetencer, erfaring og habilitet, indstiller bestyrelsen medlemmet fra det firma, som eventuelt er underrepræsenteret blandt de allerede indstillede medlemmer.

Det saglige hensyn til de sagkyndige dommeres kompetencer, erfaring og habilitet vejer desuden tungere end bestyrelsens foreningspolitiske ønske om en lige kønsfordeling blandt de indstillede medlemmer. Hvis bestyrelsen skønner, at to eller flere medlemmer af forskellige køn er ligeværdige med hensyn til kompetencer, erfaring og habilitet, indstiller bestyrelsen medlemmet med det køn, som eventuelt er underrepræsenteret blandt de øvrige indstillede medlemmer.

En person kan efter Retsplejeloven ikke være dommer efter det år, hvor personen fylder 70 år.

Medmindre noget taler imod det, herunder særligt ovennævnte aldersbegrænsning, genindstiller bestyrelsen som regel tidligere indstillede medlemmer, når deres nuværende periode udløber.

Sekretariatet eller en person fra bestyrelsen spørger på bestyrelsens anmodning det medlem, som bestyrelsen ønsker at indstille, om vedkommende kan godkende indstillingen, samt modtager de nødvendige personoplysninger, som sekretariatet sender til retten sammen med indstillingen, og som i øvrigt behandles under ADIPA’s GDPR-politik.

ADIPA’s praksis for indstilling til Sø- og Handelsretten (SHR):

Bestyrelsens praksis er pt. at bede skønsudvalget indstille medlemmer til bestyrelsen.

ADIPA’s praksis for indstilling til Østre Landsret (ØL) og Vestre Landsret (VL):

Medlemmer indstillet til SHR indstilles med medlemmets godkendelse sædvanligvis også til landsretterne afhængigt af medlemmets bopæl/forretningssted ift. ØL eller VL retskreds.

ADIPA’s praksis for ad hoc indstillinger:

Indimellem lykkes det ikke retten at udpege en egnet habil dommer fra deres liste for de af ADIPA indstillede dommere. I sådanne tilfælde kan ADIPA modtage en anmodning fra retten om indstilling af en ad hoc dommer, typisk inden en frist.

En dommer i en sag for en tidligere instans kan efter Retsplejeloven generelt ikke være dommer i en anke/kære af samme sag.

ADIPA’s indstilling af ad hoc dommere følger overordnet praksis som beskrevet ovenfor. Bestyrelsesmedlemmer, som er inhabile i forhold til den konkrete sag, kan dog ikke medvirke ved bestyrelsens beslutning om indstilling.

Bestyrelsen kan bede skønsudvalget eller om nødvendigt andre eller alle medlemmer om at stille forslag til indstilling.

Andre end egentlige medlemmer, såsom associerede medlemmer, kan i udgangspunktet ikke indstilles, da ADIPA står inde for indstillede medlemmers brancheetik og erfaring. Hvis (den habile del af) ADIPA’s bestyrelse finder det nødvendigt at indstille en person, som ikke er egentligt medlem, gør ADIPA retten opmærksom herpå.

ADIPA forsøger efter bedste evne at indstille en egnet person, og kan ADIPA på trods heraf ikke indstille nogen, meddeles dette til retten. I sådanne tilfælde kan ADIPA evt. foreslå retten at bede DIP eller nordiske søsterforeninger om indstilling.

ADIPA’s nuværende indstillinger til retterne:

ADIPA har pt. indstillet i alt 13 personer, alle egentlige medlemmer, til SHR. Heraf er 12 personer indstillet til ØL, og 7 personer til VL.

ADIPA’s medlemmer kan ved forespørgsel til ADIPA få oplyst, hvilke medlemmer som er indstillet.

Senest opdateret 28. feb. 2025